Mad- og måltidspolitik

Mad og måltidspolitikken skal revideres medio 2021.

I Galaksen tager vi udgangspunkt i Vejle Kommunes sundhedspolitik, som blandet andet siger sunde kostvaner skal være en naturlig del af hverdagen.

I Galaksens Multihus har vi et stort industrikøkken, hvor der p.t. er ansat to ernæringsassistenter og en husassistent, som hver dag laver vores mad.

Den ugentlige madplan sikrer, at børnene får de vitaminer og fedtstoffer, der er vigtige for deres aldersgruppe. Vi tager hensyn til børn med evt. fødevareallergi, dette sker i samråd med forældrene. Skal der udelades fødevaregrupper, kan en lægeerklæring blive nødvendig.

Vi har det økologiske sølvmærke i Galaksen, det betyder, at man skal have mellem 60-90% økologiske råvarer i vores madlavning. I Galaksen ligger vi på 81-93%.

Der laves madplaner hver uge. De kan findes på vores hjemmeside og på tavlen ved husenes køkkener. Madplanen varierer efter sæson og årstid, og maden vi serverer, er lavet af sunde friske råvarer.

Vores køkken er godkendt af fødevarestyrelsen og kontrolrapporten/smiley hænger i institutionerne, og link findes nederst på siden.

Vi vil undgå raffinerede produkter og belastende tilsætningsstoffer.

Det er Galaksens mål:

  • at vi vil være med til at fremme børnenes sundhed og trivsel ud fra den nyeste viden omkring kost
  • at vi vil lære børnene nogle sunde kostvaner
  • at vi vil tilberede velsmagende mad, der er ernæringsrigtig sammensat, og som ser indbydende ud.  
  • at der gennem bestyrelse, konsulenter, forældre og personaleinddragelse løbende foregår en evaluering af Galaksens mad- og måltidspolitik
  • Vi lægger vægt på, at vi om morgenen starter stille og roligt samt at vi ved alle måltider generelt sidder stille, roligt og hygger os imens vi spiser.

Børnene skal have sund og varieret kost, som sikrer en jævn forbrænding dagen igennem, hvilket giver overskud til at deltage i sin egen hverdag og sikre læring.

Det gør vi ved:
Morgenmad: mellem kl. 6:30 og 7:00 tilbydes morgenmad, for de børn der ikke har fået morgenmad hjemmefra.

Morgenmaden kan bestå af ex.: havregrød, havregryn, yoghurt/tykmælk, rugbrød, mælk, vand, ost/pålæg, frugt eller grønt.

Frugt kl. 9:00:
Vi serverer frisk udskåret frugt og et stykke brød.

Frokost kl. ca. 11:30:
Vuggestuen: en fast grøddag, 2 dage med varmt/lunt mad, 2 dage med rugbrød.

Børnehaven: 2 dage med varmt/lunt, 3 dage med rugbrød.

Eftermiddagsmad kl. ca. 14:00:
De dage børnene har fået varmt/lunt mad serveres der rugbrød, knækbrød eller andet til eftermiddagsmad.

De øvrige dage kan det være grovboller/brød, koldskål, frugtgrød, frugt og grønt mm.

Til morgenmad serveres der mælk, resten af måltiderne serveres der vand. Børn under et år får den mad, der aftales med forældrene, f.eks. i forhold til rytme og flaske/grød.

Børn fra andre kulturer:
Vi respekterer andre religioner/kulturer, det betyder hos os, at der altid vil være mulighed for et alternativ til det, der bliver serveret.

Vi lægger vægt på, at det grundlæggende er den danske madkultur, bordskik og traditioner, vi lærer børnene.

Det er Galaksens holdning af sukkerholdige ting som is, kage, chokolade og slik mm passer dårligt ind i børnenes daglige kostrytme, og ødelægger appetitten for det sunde måltid.

I Galaksens 0-4 års huse:
Øves barnet i selv at kunne spise med ske og drikke af en kop.
Ved smørrebrød øver børnene deres finmotorik ved at smøre selv, og når der serveres mad fra fad, tager børnene selv fra fadet, og vi snakker med børnene om, hvad vi spiser, og hvor maden kommer fra.

De ældste børn hjælper med oprydningen.

Ved fødselsdage i Galaksens 0-4 års huse:
Vi holder gerne fødselsdag for børnene. Det aftales med personalet, hvordan fødselsdagen fejres.

Hvis I gerne vil medbringe noget, anbefaler vi boller, pølsehorn, pizzasnegle eller frugt. Vi har en mappe i Galaksen med mange spændende ideer.

Ønsker man at tage kage med til sit barns fødselsdag, serveres der ét lille stykke kage pr. barn.

Vi giver ikke børnene slik eller saftevand.

I Galaksens Storbørnshus (4-6 år):
Fødselsdage kan holdes i børnehaven eller hjemme hos barnet. Bestyrelsen ønsker, at børnene ikke får udleveret slikposer o.l.

Hvis I gerne vil servere eller medbringe noget spiseligt til fødselsdagen, anbefaler vi, boller, pølsehorn, pizzasnegle eller frugt/grønt.

Ønsker man at tage kage med til sit barns fødselsdag, serveres der ét lille stykke kage pr. barn.

I institutionen har vi en mappe med inspiration til nogle spændende fødselsdags retter.

I børnehaven inddrages børnene i borddækning, og alle børn rydder selv op efter sig. Børnene vænnes til at hjælpe hinanden, spørge efter det man mangler, og række fade/skåle til en anden. Børnene øver sig også i selv at tage af skåle/fade, spise med kniv og gaffel, og at smøre rugbrødet selv.

Højtider/traditioner:
Vi holder fast i vores traditioner, dette indebærer:

Jul:
Pebernødder, æbleskiver evt. havregrynskugler og risengrød med kanelsukker eller lignende.

Fastelavn:
Får vi fastelavnsboller.

Påske:
Påskeharen kan komme med et lille påskeæg.

Koloni:
På koloni må man gerne få lidt usundt - måske en lille is.

Sommer:
Det hænder, at vi får en lille is.

Vi ser en værdi i at skabe en rar og god stemning i forbindelse med måltiderne, så børnene i et trygt miljø støttes til selvhjulpenhed, og lærer almindelige danske omgangsformer i forbindelse med et måltid.

Vi opfordrer børnene til at smage på al mad, men vi respekterer, at børnene selv vælger noget fra.

Madkultur:
Vi inddrager børnene i hverdagens naturlige gøremål omkring mad og støtter dem i selvhjulpenhed i forhold til alder og kunnen.

Vi har fokus på den sociale og sproglige læring, når vi spiser:

  • lytte til hinanden
  • vente på tur
  • snakker om forskellige emner eller ting, som børnene er optaget af.